Gå til indhold
Klimaministeren indvier Det vedligeholdelsesfri Hus tegnet af Arkitema Architects

Nyhed -

Klimaministeren indvier Det vedligeholdelsesfri Hus tegnet af Arkitema Architects

Realdania Byg har netop afsluttet opførelsen af i alt seks typehuse i Nyborg. Heriblandt Det Vedligeholdelsesfri Hus tegnet af Arkitema Architects. De seks huse undersøger metoder til reduktion af ressourceforbruget og en begrænsning af CO2-udledningen i en bygnings levetid. Fredag d. 20. juni er der officiel indvielse ved klimaminister Morten Helveg Petersen.

Det Vedligeholdelsesfri Hus

Det Vedligeholdelsesfri Hus er resultatet af en arkitektkonkurrence, hvor det var visionen at designe et typehus, der inden for en almindelig økonomisk ramme samtidig reducerer husets samlede CO2 aftryk. Arkitema Architects' hus var det ene af de to huse, der vandt konkurrencen med hver deres tilgang til at sikre huse, der er vedligeholdelsesfrie i deres første 50 leveår. Derudover har husene en levetid på ikke mindre end 150 år, hvilket svarer til to-tre gange levetiden for et normalt typehus - og dermed lige så mange gange sparet CO2.

Jernalder og fremtid forenet i ét hus

Det Vedligeholdelsesfri Hus tegnet af Arkitema Architects vidner om en forening af tradition og nytænkning. Huset er designet som et traditionelt længehus i træ med saddeltag og åbent til kip - inspireret af længehuset som vores jernalderforfædre beboede. I Det Vedligeholdelsesfri Hus nyfortolkes længehuset med et moderne og enkelt formsprog, der markerer sig med en beskyttende og vedligeholdelsesfri klimaskærm i hærdet glas, der pakker hele huset ind.

“Vi har set både tilbage i tiden og frem i tiden i vores design af Det Vedligeholdelsesfri Hus,” fortæller Rolf Kjær, kreativ leder hos Arkitema Architects. “Vi ved, at træet har en usædvanlig holdbarhed, og at det skaber et behageligt indeklima med et meget menneskeligt og æstetisk interiør. Dét kombinerer vi med en moderne klimaskærm, der beskytter og sikrer det vedligeholdelsesfri og CO2 venlige koncept. Vi har trukket jernalderens længehus helt frem i tiden - til en vedligeholdelsesfri fremtid med en kraftig begrænsning af CO2 udledningen,” afslutter Rolf Kjær.

Samlet med en skruemaskine

Det Vedligeholdelsesfri Hus er konstrueret af 18 selvbærende trækassetter, der hviler på et punktfundament i beton. Ved at anvende trækassetterne kan huset nemt og hurtigt samles på byggepladsen og transporteres i moduler frem til grunden. Faktisk kan huset samles med en skruemaskine! Placeringen på punktfundamentet er samtidig med til at nedsætte CO2-forbruget, da der ikke skal støbes et stort betondæk, men kun de nødvendige punktfundamenter. Derudover er huset hævet 30 cm for at beskytte mod fremtidige vejrforhold med risiko for øgede og pludselige vandmængder.

Der er åbent hus for offentligheden lørdag og søndag d. 21 - 22. juni kl. 11-14. Alle seks typehuse sættes efterfølgende til salg.

Data

Adresse: Steensager 6, Vindinge, Nyborg

År: 2012-2013

Omfang: 136 m² samt hems på 45 m²

Bygherre: Realdania Byg

Arkitekt: Arkitema Architects

Ingeniør: Sloth Møller

Energiingeniør: Sloth Møller

Entreprenør: Enemærke & Petersen

Øvrige: Statens Byggeforskningsinstitut AAU

Præmiering: 1. præmie i indbudt konkurrence


Related links

Emner

Kategorier

Kontakt

Eva Grønbæk

Eva Grønbæk

Pressekontakt Kommunikationschef +45 4212 6445
Peder Færch Grønfeldt

Peder Færch Grønfeldt

Pressekontakt Kommunikationsrådgiver Presse, kommunikation 61709990