Gå til indhold
Indvielse af Aarhus Universitets nye studiefaciliteter på Moesgård

Nyhed -

Indvielse af Aarhus Universitets nye studiefaciliteter på Moesgård

Det tidligere Moesgård Museum er under transformation til et topmoderne forsknings-, undervisnings- og studiemiljø for Institut for Kultur og Samfund, ARTS, Aarhus Universitet. Derudover er der nu helt nye konservatorfaciliteter for Moesgård Museum. 1. etape af de nye studie- og undervisningsfaciliteter er indviet, og de arkæologi- og antropologistuderende, forskere, undervisere og konservatorer har med stor begejstring indtaget det ombyggede og renoverede herregårdsanlæg.

24-7 studiefaciliteter

”Jeg håber I deler begejstringen sammen med mig for de her fantastiske nye lokaler, hvor de studerende både får stillet grupperum og stillerum til rådighed”, sagde dekan Mette Thunø i sin tale ved indvielsen, og fortsatte: “Det er helt i tråd med vores fokus på studiemiljøet, hvor vi i stigende grad lægger vægt på, at der er faciliteter til stede, så de studerende kan arbejde sammen og ikke hver for sig, og at de har mulighed for at arbejde på stedet og ikke behøver at tage bussen herud og bussen hjem efter endt undervisning”. (kilde: au.dk).

Mere plads til studiemiljø og rum til dialog

“De mange nye undervisningsrum, grupperum, åbne “study lounges”, kantinemiljøet og ikke mindst de udendørs faciliteter tilbyder et bredt spekter af faciliteter for de studerende og for mødet og dialogen mellem de studerende, underviserne og forskerne”, fortæller Anna Kathrine Bisgaard, arkitekt og kreativ leder hos Arkitema. “Vi er virkelig tilfredse med resultatet - et helstøbt universitetsmiljø, udviklet på meget kort tid. At det er lykkedes, skyldes ikke mindst det fantastisk gode samarbejde alle parter imellem. Og endelig er vi meget glade for, at universitetet i forlængelse af byggeopgaven, bad os udvikle indretnings- og inventarkonceptet, en vigtig brik i universitetsmiljøets funktionalitet og samlede identitet”, afslutter hun.

Fantastiske rammer for faglighed og fest

Fra institutleder for Institut for Kultur og Samfund, Bjarke Paarup, var der rosende ord med på vejen: ”Hvis I går en tur rundt i bygningen, vil I kunne se, at de studerende sidder alle mulige steder. Det er en helt ny situation på Moesgård, sådan har man aldrig kunnet før, og sådan bør et studiemiljø være. Udover at Moesgård er og bliver et spændende sted, er det også et smukt sted. Vi har fået nogle smukke lokaler, som kan give nogle fantastiske rammer for faglighed og fest”.  (kilde: au.dk).

Universitetsmiljøet er udviklet af Arkitema, Erik Einar Holms Tegnestue og Viggo Madsen i tæt samarbejde med brugerne, og med stor fokus på fleksibilitet, multifunktionalitet, materialitet, dagslys, akustik, atmosfærisk indeklima, Learning Commons samt stedets og herregårdsanlæggets unikke arkitektur og historie.

Se flere billeder her

Data

Adresse: Moesgård Allé 20, 8270 Højbjerg

År: 2012-2013

Omfang: Ca. 6.400 m²

Bygherre: Moesgård Museum og Aarhus Universitet

Arkitekt: Arkitema og Erik Einar Holms Tegnestue

Landskab: Arkitema Urban Design

Ingeniør: Viggo Madsen A/S

Ydelse: Arkitekt- og landskabsarkitektrådgivning, bygherre-/brugerinddragelsesprocesser og workshops i forbindelse med programmering og udvikling. Rådgivning om indretning og indkøb af inventar.

Emner

Kategorier

Kontakt

Eva Grønbæk

Eva Grønbæk

Pressekontakt Kommunikationschef +45 4212 6445
Peder Færch Grønfeldt

Peder Færch Grønfeldt

Pressekontakt Kommunikationsrådgiver Presse, kommunikation 61709990