Gå til indhold
Arkitema vinder den prestigefulde konkurrence om et nyt “Besøgscenter Hammershus” på Bornholm

Pressemeddelelse -

Arkitema vinder den prestigefulde konkurrence om et nyt “Besøgscenter Hammershus” på Bornholm

Hvordan udformer man et moderne besøgscenter til et af de vigtigste fortidsminder i Danmark? Arkitema fandt løsningen på stedet! Vinderforslaget er et hus, der med en dyb respekt for fortidsmindet og for stedet etablerer et diskret besøgscenter af høj arkitektonisk kvalitet. I dag afholdes præmieoverrækkelse, hvor Arkitema i team med Ingeniørfirmaet Buro Happold og Professor Christoffer Harlang netop er blevet udpeget som vindere.

En eftertragtet konkurrence

Det nye besøgscenter til 45 mio. kr. indeholder bl.a. udstilling, café og skolestuer og skal betjene omkring 500.000 årligt besøgende. I alt søgte 53 tegnestuer om at være med i konkurrencen om det nye besøgscenter. Seks teams blev herefter udvalgt, og Arkitema er i dag kåret som den endelige vinder.

Et besøgscenter der integreres i landskabet

“Vores forslag underordner sig naturen og lader Hammershus være det væsentligste. Samtidig udnytter vi beliggenheden optimalt, så der fra besøgscentret er fuld fokus på Hammershus. Set fra Hammershus fremstår det kommende besøgscenter som et tilskud til landskabet, en integreret del af naturen. En værdig tilføjelse,” fortæller partner og arkitekt i Arkitema, Poul Schülein.


Helt konkret integreres besøgscentrets tag i naturen, hvor det fortsætter stiforløbet i området og etablerer en landskabelig tribune med gode sidde- og opholdsmuligheder - og med en fantastisk udsigt til borgruinen. Taget etablerer en offentlig plads, der giver noget tilbage til stedet ved at være til rådighed for den besøgende både sommer og vinter, nat og dag – et inviterende kulturelt aftryk i landskabet.

I dommerbetænkningen beskrives indlevelsen i stedet således:

"Der er tale om et meget indlevet forslag, der vidner om stor følsomhed og forståelse over for stedet, og som beskriver og udtrykker dette klart i forslaget".


Materialer der understreger omgivelserne

“Vi har tegnet et enkelt hus med en langstrakt plan, der nænsomt placerer sig i terrænet, og hvor taget spiller en vigtig rolle. Samtidig er husets materialer taget fra området. Vi har valgt enkle træmaterialer og beton. Denne beton består af klippe-granulat fra den skrænt, vi graver ud for at skabe plads til huset. Vi har tegnet et hus, der både form - og materialemæssigt værner om og iscenesætter sin historiske kontekst,” afslutter Poul Schülein.

Mod skrænten placeres de praktiske funktioner, og til den modsatte side åbner huset sig med store vinduespartier mod den fantastiske udsigt til Hammershus fæstningen, til landskabet og mod havet.

De fem andre prækvalificerede teams var Vandkunsten, KHR, Julien De Smedt, Cubo samt Entasis. Besøgscentret indvies foråret 2016.

Data

Adresse: Hammershus, Bornholm

År: 2013 (konkurrence år)

Omfang: 1.355 m²

Bygherre: Naturstyrelsen

Arkitekt: Arkitema

Landskab: Arkitema

Ingeniør: Buro Happold

Øvrige: Professor Christoffer Harlang

Præmering: 1. præmie i indbudt EU konkurrence 2013

Emner


Du finder Arkitema her:
Frederiksgade 32, 8000 Aarhus C - Tlf. 7011 7011 - Find vej
Rued Langgaards Vej 8, 2300 København S - Tlf. 7011 7011 - Find vej
Rosenlundsgatan 29A, S 104 62 Stockholm - Tlf. 46 (0)8 545 856 00 - Find vej
Drammensveien 147B, 2. etg., N-0277 Oslo - Tlf: +45 7011 7011

Læs mere om os og vores mange projekter her

Kontakt

Eva Grønbæk Friis

Eva Grønbæk Friis

Pressekontakt Kommunikationschef +45 4212 6445
Peder Færch Grønfeldt

Peder Færch Grønfeldt

Pressekontakt Kommunikationsrådgiver Presse, kommunikation 61709990

Relateret materiale