Gå til indhold
Amalie Møller Andersen (tv.) med veninderne på en bænk på tagterrassen på Nordbro
Amalie Møller Andersen (tv.) med veninderne på en bænk på tagterrassen på Nordbro

Nyhed -

​Nordbro: Hvor nye fællesskaber bliver til

Midt på det pulserende Nørrebro gemmer sig et åndehul for studerende, der ønsker at dyrke fællesskabet og tage en pause fra det stressende studieliv. Det er Nordbro, der med sine seks punkthuse og et smukt, karakterfuldt tårn i rødbrune nuancer danner rammerne for fællesskabet. I et af de seks punkthuse bor 22-årige Amalie Møller Andersen.

Randrusianske Amalie flyttede til hovedstaden for at studere på Copenhagen Business School for knap to år siden. Et par måneder efter flyttede hun ind i en etværelses lejlighed på Nordbro Kollegiet, som hun har været glad for at bo i lige siden. På Nordbro får hun nemlig alt samlet på ét sted.

”Jeg får både min egen lejlighed, hvor jeg kan være mig selv, men jeg får også det sociale i fælleskøkkenet. Og dét køkken har givet mig så mange nye, gode venskaber. Jeg er ikke forpligtet til at være social, men muligheden er der altid,” fortæller hun.

Og netop muligheden for at kunne være social og danne fællesskaber er vigtigt for studerende, der i en ellers stresset hverdag ofte er meget alene. Faktisk oplever hver ottende studerende at føle sig ensom. Det er ikke tilfældet for Amalie og de seks andre piger, som hun deler etage og køkken med. De har nemlig en fast aftale om at mødes til fællesspisning hver søndag.

”Hvis jeg bare boede for mig selv i en etværelses lejlighed, ville jeg jo aldrig spise med andre end mig selv. Og så er det altid hyggeligt at have nogle at fortælle om sin dag til,” uddyber hun.

Arkitekturen skaber rammerne for fællesskabet
Men fællesskaber kommer ikke af sig selv, og på Nordbro er de mange fællesarealer prioriteret af samme grund. Den hyggelige gårdhave, fitnesscentret, multirummet og Nordbros helt egen bar, Brobar, er alt sammen placeret helt centralt i bebyggelsen. På den måde kan alle beboere føle sig velkomne til at deltage i de sociale aktiviteter, der finder sted.

Ildsjælen Amalie har også selv besluttet sig for at gøre en ekstra indsats og bidrage til det brede fællesskab på Nordbro. Senest er hun trådt til som suppleant i bestyrelsen og har meldt sig ind i Brobar. Netop baren, synes hun, er et godt samlingspunkt, hvor beboerne på tværs af etager og bygninger kan møde hinanden.

“Jeg kan mærke at flere og flere er begyndt at interessere sig for fællesskabet her, og det er vildt fedt,” fortæller Amalie.

Nordbro Tårnet som pejlemærke
Når Amalie skal forklare sine venner og bekendte, hvor hun bor, beskriver hun først beliggenheden ved Nørrebro Station og derefter det høje tårn, der får klokkerne til at ringe hos de fleste.

“Der er mange, der har sagt til mig, at de kan se tårnet fra alle mulige steder i byen. Det er jo ret sjovt,” fortæller hun.

Tårnet er på mange måder blevet et pejlemærke for Nørrebro, der nu har et af Københavns højeste udsigtspunkter, som desuden er tilgængeligt for offentligheden. 

Kategorier

Kontakt

Eva Grønbæk

Eva Grønbæk

Pressekontakt Kommunikationschef +45 4212 6445
Peder Færch Grønfeldt

Peder Færch Grønfeldt

Pressekontakt Kommunikationsrådgiver Presse, kommunikation 61709990

Relateret materiale